Vil du blive klogere på, hvordan vi kan bruge social innovation som tilgang til socialforandring?
Som samfund har vi brug for at styrke vores evne til forandring og til at skabe det samfund, vi drømmer om at leve i. Det kræver forestillingsevne, kollektiv handlekraft og samarbejde på tværs. Danmark er bygget på banebrydende social innovation - andelsbevægelsen, den almene boligsektor, ja selv vores folkeskole er skabt af mennesker, der er gået sammen om at løse udfordringer og herigennem har de forandret samfundet. Den evne skal vi genfinde, så vi kan løse de store samfundsudfordringer som klima, sundhed og trivsel.
Derfor inviterer Akademiet for Social Innovation dig til at prøve kræfter med 5 handleregler, som kan få os til at arbejde med samfundsforandring på nye måder.
Workshoppen faciliteres af Clara Dawe, sekretariatsleder i Akademiet for Social Innovation og medforfatter til den aktuelle bog ”Kollektiv Handlekraft – hvordan vi gennem social innovation (igen) bliver fælles om at skabe vores samfund”.
Akademiet for Social Innovation er et fællesskab af ledere, der arbejder for et mere bæredygtigt samfund – grønt, økonomisk og socialt. Akademiet er også Danmarks Nationale Kompetencecenter for Social Innovation og arbejder for at skabe viden, bygge kompetencer og økosystem omkring social innovation i Danmark.
Programpunktet afholdes:
Dato: 31. oktober
Tid: kl. 09:45-10:45
Tilgængelighed: Workshoppen foregår på dansk og der vil være aktiv deltagelse og samtaler i mindre grupper.
Foto: Søren Malmose