Når vi taler om inklusion og diversitet på arbejdspladsen, lyder det ofte som et fælles gode, som alle bakker op om i teorien. Men i praksis ser virkeligheden anderledes ud. For mange mennesker er adgangen til arbejdsfællesskabet stadig præget af barrierer, normer og strukturer, der definerer, hvem der får plads, og hvem der bliver holdt ude.
I denne samtale undersøger vi, hvorfor inklusion stadig halter i Danmark anno 2025, og hvordan vi kan skabe arbejdspladser, hvor forskellighed ikke blot tolereres, men ses som en styrke. Vi tager udgangspunkt i virkelige erfaringer og initiativer, der forsøger at gentænke, hvad det vil sige at høre til på en arbejdsplads.
I del 1 deler tre cases - Blind Coffee, The Red Van og Under Ombygning - deres erfaringer og løsninger på, hvordan man kan udfordre det etablerede arbejdsmarked. De arbejder på tværs af brancher og virkeligheder, men har det til fælles, at de insisterer på, at arbejdsfællesskaber må bygges op omkring mennesker frem for systemer. Gennem deres fortællinger møder vi både kamp, kreativitet og håb.
I del 2 samler et panel med Signe Hartvig Daugaard (Iværksættere med Handicap) Maja Løvbjerg Hansen (Stenbroens Jurister), Anders Larsen (historiker) og Rosa Lois Balle Yahiya (Another Life) op og sætter de konkrete eksempler ind i en større samfundsmæssig ramme. Sammen spørger de, hvad disse initiativer fortæller os om magt, adgang og fællesskab på arbejdsmarkedet i dag, hvad der står i vejen for reel inklusion, og hvordan vi kan skabe varig forandring.
Moderator Naima Yasin, sekretariatsleder i den partineutrale ungdomsorganisation SAGA, leder os gennem samtalen og guider publikum fra praksis til perspektiv. Samtalen afsluttes med en fælles refleksion over, hvordan vi i fællesskab kan gentænke fremtidens arbejdsplads.
En samtale for alle, der arbejder med mennesker, organisationer eller kultur, og som ønsker at forstå, hvordan inklusion kan blive mere end et ord på en strategi.
Programpunktet afholdes:
Dato: 30. oktober
Tid: kl. 15:45-16:45 (del II)
Tilgængelighed: Samtalen foregår på dansk.
Foto: Naima Yasin
Fotokredit: Liv Habel